(1) Varmebehandlingsovne har et bredt temperaturområde. Hovedformålet er at opnå austenitisk stål med god plasticitet, med et temperaturområde på 900-1200 grader. Afhængigt af proceskravene kan temperaturen nå så højt som 1300 grader eller så lavt som omkring 100 grader. Denne store temperaturforskel nødvendiggør betydelige forskelle i ovnstrukturen. Ovne med temperaturer over 650 grader kaldes høje{10}}varmebehandlingsovne, hvor varmeoverførslen primært sker gennem stråling, suppleret med konvektion; ovne med temperaturer under 650 grader kaldes varmebehandlingsovne med lav-temperatur, hvor varmeoverførsel hovedsageligt er afhængig af konvektion. Varmebehandling kræver ensartet ovntemperatur for at undgå lokal overophedning, så ovnkammeret og forbrændingskammeret er nogle gange adskilt.
(2) Varmebehandlingsovne har streng temperaturkontrol. For--bearbejdning af opvarmning med metaltemperaturudsving på 10-20 grader Celsius har generelt ringe indflydelse på kvaliteten. Hvorvidt varmebehandlingsovnen kan garantere den nødvendige temperatur til varmebehandlingsprocessen, har imidlertid en væsentlig indflydelse på produktkvaliteten, generelt med udsving, der ikke overstiger 3-10 grader. Temperaturfordelingen på tværsnittet af det opvarmede materiale skal være så ensartet som muligt med en temperaturforskel på ikke over 5-15 grader. Med hensyn til ovntemperaturstyring er elektriske ovne overlegne. For at opnå nøjagtig temperaturstyring er det bedst at arrangere lav-flammeløse eller flade-flammebrændere ensartet, hvilket letter segmenteret kontrol. For få brændere eller for høj koncentration kan let føre til lokal overophedning. Samtidig bør arrangementet af brændere eller varmeelementer og ovnstrukturen lette ovngascirkulationen, hvilket gør ovntemperaturen mere ensartet. Til dette formål kan ventilatorer bruges inde i ovnen
(3) Varmebehandlingsovne bør minimere metaloxidation og afkulning. Til varmebehandling af stål er overfladeoxidation og afkarburering ikke tilladt; overfladen skal holdes glat. Varmebehandlingsovne kræver ofte tætning for at kontrollere ovngassammensætningen og undertiden opretholde en specifik atmosfære i ovnkammeret. For eksempel udføres blank udglødning af koldt-bearbejdet stål for det meste i et beskyttende gasmedium eller i et vakuum, så muffelovne og strålerør er meget udbredt i varmebehandlingsovne. Når emner eller stål gennemgår kemisk varmebehandling, såsom karburering, nitrering og cyanering, skal de opvarmes i et aktivt medium med en bestemt sammensætning, hvilket kræver en muffelovn eller badeovn. (4) Produktiviteten og den termiske effektivitet af varmebehandlingsovne er lav. Under varmebehandlingen skal metallet forblive i ovnen i lang tid for at gøre temperaturen ensartet på metaltværsnittet- og for at gøre krystalstrukturen komplet. Uanset typen af varmebehandling har materialet et eller flere homogeniserings- eller holdetrin i ovnen, og afkølingsprocessen foregår ofte i ovnen. Nogle typer varmebehandling kræver endda flere opvarmnings-, holde- og afkølingsprocesser. Mange varmebehandlingsovne fungerer cyklisk. Af ovennævnte grunde er produktiviteten og termisk effektivitet af varmebehandlingsovne meget lavere end for ovne, der anvendes til valsning og smedning.
